Ribe Kunstmuseums samlingspublikation på dansk sætter fokus på de mange historier, der knytter sig til et af Danmarks ældste kunstmuseer, ligesom der præsenteres nye vinkler på den enestående samling af dansk kunst fra 1750-1950, som befinder sig på museet. Museets direktør, Dagmar Warming, tager læserne med på en tur gennem en række spændende historier for at give en større forståelse for den samling, som i dag er grundlaget for museet, dets status og virke. De øvrige forfattere er tidligere formand for Ny Carlsbergfondet Hans Edvard Nørregård-Nielsen, direktør for Den Hirschsprungske Samling Gertrud Oelsner, Ribe Kunstmuseums tre inspektører Rasmus Kjærboe, Josephine Nielsen-Bergqvist og Anette Lindbøg Karlsen samt stud.mag. Michael Sebastian de Teilman Hald. Hver især belyser de markante kunstværker i museets samling og giver en indføring i, hvordan dansk kunsthistorie har udviklet sig gennem 200 år.